Søren-Hansen.dk

Efter en lang rejse sidder jeg nu igen med fødderne på dansk grund i Føns, hvor mine forældre bor. Vi kørte ud til Washington Dulles Airport i går kl. 14 amerikansk tid, og der var ingen kø ved check-in, så det var nemt og hurtigt klaret. Så vi kunne sagtens tage en kop kaffe og en cheesecake i afgangshallen inden vi sagde farvel til Peter. Da vi kom hen til security var der dog lang kø, som vi nok burde have været opmærksomme på tidligere. Vi var dog heldige med det tidspunkt vi stillede os i køen, for fem minutter senere var den dobbelt så lang. Vi kom således lidt sent til flyet, men det positive var, at så kunne vi gå direkte ombord.

Flyet var kun halvt fyldt, så jeg nåede at score mig en række med tre pladser, så jeg kunne ligge ned og prøve at få lidt søvn undervejs tilbage. Jeg er ikke helt sikker på at det lykkedes. Da vi ankom til København kunne jeg konstatere, at de ikke havde behandlet min store kuffert så pænt under rejsen. Faktisk var den smadret nok til, at SAS på stedet gav mig en ny, og i øvrigt både større og meget bedre kuffert. Der var heldigvis kun snavset tøj i den ødelagte kuffert (og så nogle ting Joakim ville have med hjem fra USA, som jeg ikke lige har checket status på) så der er ikke sket den store skade.

Det var egentlig meningen, at vi ville have taget metroen fra lufthavnen hjem til mig på Frederiksberg, men da vi stod i ankomsthallen var vi nu mere klar til en taxa. Vi havde også de store kufferter at slæbe på, som nok ikke ville være praktiske i metroen midt i myldretiden kl. 8 om morgenen. Vel hjemme på Frederiksberg fyldte vi min bil op med kufferter og fortsatte til Fyn, og nu forsøger jeg blot at holde mig vågen længe nok til at kunne komme i seng på et nogenlunde normalt dansk tidspunkt, så jeg kan få genoprettet den rigtige dagsrytme.

Efter brylluppet fredag drog vi mod nord til Philadephia i Pennsylvania, hvor vi i forvejen havde reserveret et hotelværelse natten imellem fredag og lørdag. Det var egentlig meningen, at denne overnatning skulle have været brugt på vejen fra Boston tilbage til Washington, men efter at bryllupsceremonien blev flyttet til fredag, og Boston-turen derfor blev aflyst, stod vi stadig tilbage med denne hotelovernatning, fordi MyTravel ikke var i stand til at gøre det, der ellers er helt normalt: Afbestille bookings på hoteller.

Anyways, vi kørte til Philadephia, og efter en fire timer lang køretur inklusive en spisepause på vejen, var vi fremme ved hotellet. Det var på ingen måde noget overdådigt hotel, men man kunne dog sove på det. Swimmingpoolen var som alle andre udendørs swimmingpools i USA naturligvis lukket. Efter 1. september er det åbenbart efterår og for koldt til swimmingpools. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, at temperaturen er udenfor 30 grader celsius og solen skinner fra en skyfri himmel.

I stedet for bare at slappe af på hotellet, tog vi på en gåtur ud i byen. Det blev en forholdsvist lang tur – i hvert fald for mine forældre. Men vi kom da ned og se byens attraktion: The Liberty Bell. En klokke, der er revnet. Derefter gik vi ned imod havnen, og selvom vi gik i et turistkvarter, så skinnede fattigdommen tydeligt igennem her, og vi så mange hjemløse på gader og bænke. Egentlig ikke særlig behageligt. Efter at have fået et måltid mad (der for en gangs skyld ikke var et overdådigt måltid, som amerikanerne ellers altid serverer), tog vi en hasarderet taxitur tilbage til hotellet.

Man kunne godt mærke, at vi var kommet imod nord. Dialekten var anderledes – slet ikke så meget sydstatspræg over det. Til gengæld var trafikken langt mere influeret af den berømte New Yorker utålmodighed. Det var sjældent vi hørte et dyt i Washington. Her gik der ikke mange millisekunder, fra der var grønt, til billisten bagved dyttede.

Lørdag tog vi en turistbus rundt i byen for at være sikre på at vi havde set det hele. Philadelphia var den første USAnske hovedstad, og har som sådan en del historie i forbindelse med uafhængighedserklæringen og nedfædningen af den amerikanske forfatning. Men jeg må nu indrømme, at byen ikke sagde mig så meget. Efter at have spist frokost drog vi tilbage imod Washington igen, da Peter gerne ville have, at vi nåede tilbage inden spisetid.

I dag var vi tidligt oppe. Vi skulle være i Annapolis kl. 9.00, cirka en halv times kørsel fra College Park, hvor Lisa og Peter bor – ikke fordi det var på det tidspunkt vielsen ville finde sted, for sådan noget reserverer man åbenbart ikke tid til i forvejen i USA, nej grunden var, at ellers ville det være umuligt at finde en parkeringsplads.

Jeg var iklædt mit nye jakkesæt, som jeg allerede har brugt ved to bryllupper i Danmark. Derfor fik jeg det lige renset herovre – det koster jo ingenting, og så kunne jeg samtidig få skjorten strøget, efter at den havde ligget i kufferten på vejen herover.

Selve vielsen foregik i det gamle domhus i Annapolis. Det var et rigtig pænt vielseskapel til formålet, men selve seancen var hurtigt overstået. Det er vist i øvrigt første gang, jeg har prøvet at være til et bryllup, hvor samtlige gæster samt brudeparet lige skulle igennem en metaldetektor og et sikkerhedscheck først. Som forlover huskede jeg det vigtigste af det hele: ringene. Selve bryllupsfesten holdes på søndag, så det bliver spændende at deltage i. Specielt glæder jeg mig til at se noget mere af “den anden side” af familien. I dag var Lisas tre søstre tilstede, men der kommer nok flere til festen. Jeg tog godt nok billeder under vielsen, men med min storebrors kamera, så jeg kan desværre ikke vise nogen her på siden.

Inden vi tog til USA havde jeg aldrig hørt om dette sted, men det er helt sikkert et besøg værd. Mount Vernon er George Washingtons farm i det nordlige Virginia kun få kilometer fra District of Columbia ud til Potomac floden. Det er et helt utroligt dejligt sted, og man kan godt forstå når man er der, at Hr. Washington valgte dette sted at slå sig ned.

Vi blev guidet rundt i hele huset, som ser ud som man forestiller sig, at det ville have set ud i George Washingtons tid. Man får virkelig en fornemmelse af tiden dengang, og så er stedet også rigtig pænt med en helt fænomonal udsigt over floden. Rundt om huset er der vist landbrug fra den tid samt store parker hvori man også finder mandens sidste hvilested i familiegravstedet. Skal man til Washington DC, så skal man ikke snyde sig selv ved at springe dette sted over.

Hvor vi i går kørte mod nord til Gettysburg i Pensylvania kørte vi i dag imod syd til Jamestown i Virginia. Turen var denne gang en hel del længere end i går. Det tog tre timer med uafbrudt kørsel fra Peters lejlighed i College Park nord for Washington til Jamestown i nærheden af Williamsburg.

Jamestown kender jeg i forvejen fra Colonization som den første by englænderne anlagde i den nye verden. Det var nu meget sjovt at komme ned og se stedet i virkeligheden, men der er nu ikke meget tilbage af den opbrindelige koloni. I stedet er der nu blevet bygget et museeum op i ærkeamerikansk stil med udstilling af historien om Puchahontas, John Smidt, filmfremvisning, ægte levende indianere (med lyst hår og briller), en nybygget kopi af fortet samt nogle træskibe i havnen. Egentlig lidt skuffende i forhold til hvad jeg havde forventet, og i forhold til, at vi sammenlagt brugte seks timer i en bil på at komme derned.

Vejret var til gengæld godt. Faktisk ret varmt og lummert, så vi burde nok i stedet være smuttet ud til en strand i stedet og få luftet badeshortsne. Det må vi gøre en anden dag.

I går kørte vi halvanden times tid imod nord til Gettysburg. Det er et område fyldt med mindesmærker fra slaget ved Gettysburg i 1863. Vi startede med at tage ind og spise noget frokost da vi kom. Det var noget helt traditionelt amerikansk mad i en buffet. Ingen burger eller friturestegte pommes fritter her. Derefter gik vi ovenpå i restauranten, hvor vi fik en rigtig historieforelæsning i slagets gang, inden vi tog med en bustur ud i landskabet og så alle mindesmærkerne for de forskellige faldne batterier fra forskellige stater.

Det mindede i høj grad om Dybøl Mølle. Der var bare mange flere mindesmærker, mange flere kanoner, og så var området en hel del større. Selvom vi fik hele slagets gang forklaret kunne det stadig godt være lidt svært at følge med i, men så er det heldigt, at naturen man kører rundt i også er utrolig smuk. Det var en varm dag i går – over 30 grader, og vi sad oppe i toppen af den åbne bus lige i solen. Men det var faktisk det bedste sted at være, for nedenunder var der ingen air condition, og oppe hvor vi sad luftede det i det mindste. Bagefter måtte vi dog ind og have noget at drikke.

I går skrev jeg, at jeg der ville begå mig ud på egen hånd i Washington imens mine forældre tog med min storebror til Annapolis, som er en lille bygd, der tilfældigvis også er hovedstad i staten Maryland. Min far havde i løbet af natten så fundet ud af, at han da egentlig også hellere ville bruge endnu en dag i Washington, så vi tog begge afsted.

Vi startede ud med at komme ind i National Air and Space Museum, som ligger ud til den store park imellem Capitol og Washington Monument. Det sted er godt nok fedt, og jeg er sikker på, at både min far og jeg ville have kunnet spendere mange dage derinde. Vi var heldige at dumpe lige ind i starten på en rundvisning i flyvningens historie, så vi fik hele fortællingen med også. I museet har de ikke blot brødrene Wrights originale flyvemaskine, men også en masse testmodeller de lavede samt ødelagte propeller fra ikke så vellykkede flyveforsøg. Derudover var der Charles Lindbergs flyvemaskine Spirit of St. Louis, samt repræsentative flyvemaskiner frem imod vor tid, herunder førerhuset til en Boeing 747.

Men museet har også en masse originale rumkapsler fra Apollo programmet, samt en tro kopi af månelandningsfartøjet fra 1969. Naturligvis var der også mulighed for at røre ved en sten fra månen, og i museet er der selvfølgelig også en McDonalds. Det museum er helt sikkert en oplevelse værdig.

Efter the National Air and Space Museum besluttede vi at gå over og se de originale udgaver af uafhængighedserklæringen samt forfatningen. Museet, som vi troede de lå på var dog lukket. At de så rent faktisk ikke ligger på det museum er en helt anden sag. Så i stedet gik vi på Naturhistorisk Museum, hvor der er en hel zoologisk have udstoppet. Inklusive en udstoppet elefant. Derudover har de store dinusaurus skeletter og en stor diamant med tilhørende vagt.

Efter at have spist en ufatteligt velsmagende bøf med bernaisesovs, var solen ved at gå ned, og imens gik vi ned til Lincoln Memorial, imens vi kunne se Washington Monument spejle sig i søerne i parkerne. Jeg er meget imponeret over Lincoln Memorial. Et ganske imponerende tempel, der er bygget til ære for en enkelt mand.

Efter to dage i Washington kan jeg konstatere, at vi indtil videre ikke rigtig har nået at se noget. Og alligevel har vi set en masse – udefra. Peter kørte os ind til Washington fredag og kørte os lidt rundt derinde, men der så vi bare alting fra hans bil. Derudover var vi nede på et fiskemarked, der ikke rigtig sagde mig noget specielt. Så var Peter og jeg i en elektronik butik.
I går havde vi en god dag, hvor mine forældre og jeg startede dagen med at tage metroen ind til Capitol Hill. Herfra gik vi op til Capitol og tog en sightseeing bus rundt. Det har betydet, at vi har set og hørt alt, men nu skal vi til at udforske ting. Vi nåede dog hen og stå foran hegnet ind til Det Hvide Hus samt op til Washington Monument. Da vi stadig er ramt af jetlag bliver mine forældre hurtigt trætte, så efter busturen var de ikke til ret meget, og vi kørte tilbage. Det tog hele dagen, men egentlig fik vi kun prøvet busturen.

I dag tager jeg på egen hånd ind til Washington. Peter havde regnet med at vi havde fået overstået alting i går, og havde derfor arrangeret en tur i dag til Annapolis. Den kan mine forældre så tage på, for de har jo også været i Washington før.

Ferie! Jeg er godt nok ikke blevet færdig med det på arbejde jeg skulle have klaret, men jeg har sikret backup, og denne dato har stået fast længe. Så fast, at flybilletterne også har været bestilt længe.

Mine forældre overnattede hos mig, og efter en form for morgenmad kørte vi i taxi ud til Kastrup for at påbegynde rejsen herover til Washington DC, for at deltage i min storebrors bryllup senere på måneden. Min storebror havde bedt mig tage en dansk kost med, så den skulle lige checkes ind som særskilt bagage.

I lufthavnen nåede min far kun at blive væk en enkelt gang. Til gengæld krævede hans sukkersyge så også, at han omgående fik et eller andet at spise. Vi kom ud i flyet, og kunne så vente en times tid, før det fik lov til at lette. Flyturen til USA var med SAS, og selvom vi sad på pøbelpladser, havde vi været heldige at få nogle med rigtig god benplads. Til gengæld var pladserne midt inde i flyet, så vi måtte nøjes med den lille skærm vi havde for at se hvad der foregik udenfor.

10 timer i et fly er godt nok lang tid. Jeg har prøvet det før, men åbenbart glemt hvor lang tid det egentlig er. Da vi ankom til Washington kunne vi så også få lov til at stå en time i kø ved Homeland Security før vi kunne få vores bagage. Derudover skulle vi stå i en lang kø for at få udleveret den lejede bil hos Hertz, og som om det ikke var nok, så kom vi også til at køre i kø på vejen fra lufthavnen hjem til min storebror. (På det tidspunkt tror jeg egentlig ikke jeg var i stand til at køre bil pga. træthed, men det lykkedes dog uden ulykker). Klokken var over 20 før vi kom til lejligheden Washington tid.

Om meget få dage slår BSD-DK og DKUUG op for dørene for EuroBSDCon i København. Efter sigende skulle det danske BSD-samfund være et af de mest aktive i Europa, og derfor er det også her vi i år afholder denne internationale konference.

I dag havde vi generalforsamling i BSD-DK. Foreningen har 567 medlemmer. Dette er personer, der har tilmeldt sig announce mailinglisten fra BSD-DK. Der var 6 fremmødte til generalforsamlingen. 6!

Til et almindelig happy hacking arrangement har vi flere gange kunne samle 15-20 personer. Hvordan kan det så være, at en generalforsamling, der i øvrigt inkluderer en happy hacking, ikke kan samle mere end godt 1% af foreningens medlemmer. Man føler sig godt til grin.

Selvom vi var få var vi alligevel nok til rent faktisk at danne en bestyrelse, da en sådan blot kræver 5 medlemmer. Men det var tæt på, at vi måtte indkalde til ekstraordinær generalforsamling med nedlæggelse af foreningen som punkt på dagsordenen. Er dette virkelig et retvisende billede på aktivitetsniveauet i BSD-samfundet i Danmark – et af de mest aktive i Europa?