Søren-Hansen.dk

Nu hvor julen er ovre synes jeg, at det må være på tide, at der kommer en anmeldelse af årets finansjulekalender, der troligt er blevet dækket af samtlige danske medier, og som har fået langt flere overskrifter end børnenes ulandskalender. Jeg taler naturligvis om dokumentardramaet om Stein Baggers jul. Denne helt nye form for drama i dansk tv og aviser, hvor vi ser den samme historie udfolde sig i alle medierne på samme tid, således at vi som tilskuere får den maksimale fornemmelse af realisme i historien. En historie, der i den grad har redefineret begrebet “julekalender” i den danske presse.

Det hele startede så lovende ud den 1. december, hvor nyheden om, at IT-factory var gået konkurs blev kendt. Det var ikke et hvilket som helst IT-firma vi havde at gøre med her. Var det samme sket for Skype, Jubii eller IBM havde overskrifterne ikke været nær så store, men denne sag trak omgående spor ud til celebrities som den nykårne investeringsspekulant Finn Nørbygård og cykelkongen Bjarne Riis.

Allerede dagen efter bliver Hells Angels involveret i sagen. Vi har rå vold, og vi har bedrageri for adskillige skæpper gulddukater. Og fra starten er der naturligvis også blevet udpeget en mystisk skurk, som helt er forsvundet. Det er Stein Bagger, der uden at sige et ord, har forladt kone og to børn i Dubai. Selv med hjælp fra kongen af Dubai, er det ikke lykkedes nogen, at finde ud af hvor han dog er taget hen. Skal det mon nogensinde blive jul hos familien Bagger?

Den, der står tilbage i historien, er partneren Asger Jensby, der i bedste stil vasker hænder i Jens Olaf Jersils håndvask. Et enestående eksempel på en rolle, der så afgørende ændrer karakter mens handlingen folder sig ud, fra at være den uvidende partner, til måske at være den store onde bagmand, der vil forhindre julen i at komme til 2900 Happiness.

Historien folder sig således hurtigt ud i starten, og allerede efter en uge kommer den overraskende drejning, hvor hovedpersonen selv melder sig på en politistation for hjemløse i filmbyernes by Los Angeles. Parkerende i det fattige kvarter i en Audi, og vader ind på stationen i Armani jakkesæt og Rolex ur. Kan det gøres større?

Således fortsætter julekalenderen med nye daglige indslag, selvom der dog nogengange er lidt dødvande i historien i løbet af december. Men det er nu vist meget almindeligt for julekalendere. Lige indtil den 23. december, hvor Stein Bagger slås ned i fængslet holdes spændingen om den lykkelige jul i hævd. Og hvad sker der så?

Ingenting. Det hele ender den 24. december uden forløsning på noget som helst. Politi og presse er åbenbart taget en dag for tidligt på juleferie, og har fuldstændigt glemt at få knyttet alle de løse ender i julekalenden sammen, inden familien Danmark tager hinanden i hænderne og synger “Højt fra træets grønne top”.

Jeg vil tro, at der fra forfatternes side er tale om en helt ny kunstnerisk stil i julekalendere, hvor man i stedet for at servere afslutningen på et sølvfad for os tilskuere, overlader det til os selv, at forestille os den lykkelige afslutning på historien, hvor Stein Bagger på snedig vis slipper for at skulle betale sin vægt i guld til de onde bagmænd, der vil aflyse julen. Ét er i hvert fald sikkert: Denne form for realismebaseret julekalender er kommet for at blive, og jeg glæder mig allerede nu til at se 2′eren til næste år.

Thise Mejeri er nu kommet med et nyt produkt, jeg opdagede den anden dag i Superbrugsen: Økologisk koldskål med jordbær. Jeg kan godt lide koldskål, og jeg kan også godt lide jordbær, men umiddelbart syntes jeg ikke lige kombinationen af de to ting virkede specielt tiltrækkende. Men altså, man kan ikke udtale sig om noget, uden at man har prøvet, så derfor købte jeg to liter, som var på tilbud.

Jeg hældte en portion op, og på kartonen var et billede med en portionsanretning med kammerjunkere, så jeg hældte også Karen Wolf Kammerjunkere i portionen. Forestil dig nu, hvordan dette smager. Ja – det smager præcis sådan. Forfærdeligt. Det var lige ved, at jeg ikke kunne spise op. Dette var absolut ingen success, og også derfor skriver jeg om det her, for at advare alle andre imod, at forsøge dette.

Mit største problem nu er, at jeg stadig har halvanden liter jorbærkoldskål i køleskabet – men det bliver vel hældt ud i kloakken, når det bliver for gammelt.

I aftes blev Michael Rasmussen fyret fra sit cykelhold Rabobank fire dage før han ellers med al sandsynlighed havde kunne fejre sit livs og Danmarks største triumf i cykelsporten, ved i modsætning til en vis anden dansk rytter, clean at have vundet Tour de France. Han har cyklet helt fænomonalt indtil nu, og er hver eneste dag blevet testet for doping uden positivt resultat. Ifølge gældende ret er man uskyldig til det modsatte er bevist, så det er altså ikke på grund af doping, at han er blevet udelukket.

Nej det, der startede det hele, er nogle tåbelige advarsler fra UCI og DCU, som Michael i øvrigt allerede er blevet straffet for, ved at han af sit hold er blevet pålagt at betale en bøde på 10.000 EUR. Eftersom at han allerede er blevet straffet for denne forseelse, og den i karakter i øvrigt slet ikke er stor nok til, at man skulle kunne få fratrukket en sejr i Tour de France på grund af det, kan dette heller ikke være grunden.

Nej grunden er, at Michael Rasmussen har løjet. Ok? Jeg troede cykelløb blev vundet på landevejene, og ikke i forhørslokaler. Og at man lyver til pressen, eller rettere »omgår sandheden« er da helt normalt. Journalister vil måske ikke være ved det, men alle der bliver interviewet vil i et eller andet omfang have et bestemt budskab, de vil ud med. Og at man fortier de ting, der ikke stemmer overens med budskabet, er da kun normalt i en pressesituation. Dette er ikke kun gældende i cykelsport. Sådan er det allevegne, og det er noget journalister gerne skulle være uddannet til at håndtere.

Pressen har i denne sag fuldstændig glemt, at Michael Rasmussen ikke er stillet op til det amerikanske præsidentvalg. Han skal ikke forsvare nogen som helst fortid. Han skal bare cykle. Og det er han i øvrigt knaldgod til. Hvad han end svarer til den selvudnævnte inkvisition, som pressen har fået oprettet i forbindelse med Tour de France, burde være cykelløbet fuldstændig uvedkommende.

Her bagefter falder alverdens medier over Hr. Rasmussen med kæmpe kritik. Den eneste grund til at de gør det er, at de har brug for en syndebuk, og de er allesammen udemærket godt klar over, at de selv er de virkelige skyldige. Det er nemmere at falde over een uskyldig mand, end at give skylden til pressefolk.

Efter min opfattelse er Michael Rasmussen fra nu af Tour de France vinder 2007. Danmarks første vinder af Tour de France. Michael Rasmussen er en helt, den største af dem alle.

Pressen skulle skamme sig. De har ødelagt et utroligt spændende cykelløb. Jeg håber du føler dig skyldig Dennis Ritter, og fortryder de forfærdelige synder du har begået imod verdens cykel entusiaster.

Så havde jeg min sidste aften i London, så jeg tænkte jeg lige ville gøre lidt specielt ud af den. Så jeg tænkte jeg ville prøve at besøge en dansk restaurant her i byen. Mest for at se, hvordan dansk mad egentlig bliver repræsenteret i udlandet, men jeg må også indrømme, at jeg efter halvanden måned med stegt bacon til morgenmad, sandwiches til frokost og klassisk restaurant mad til aftensmad godt kunne tænke mig at prøve noget lidt anderledes.

Så jeg tog ind på Lundum’s, der ligger tæt på både South Kensington og Gloucester Road undergrundsstationer. Jeg havde reserveret bord i forvejen, så hvis jeg ville forsøge at skjule min nationalitet, så blev det omgående afsløret da jeg præsenterede mit navn for tjeneren. Han slog i hvert fald omgående over i dansk, da jeg havde sagt »Søren Hansen«.

Men hvor er det dog befriende med tjenere, der taler dansk til een. Ikke fordi jeg ikke forstår de engelsktalende tjenere, men der er bare noget meget mere uformelt, når man kan snakke dansk. For eksempelt er det vidunderligt ikke konstant at blive kaldt »Sir«.

Lokalerne var dejligt indbydende. Noget af det bedste jeg har oplevet herovre, og der var stort set ikke andre end mig i restauranten, så der var også rigtig hurtig betjening. Jeg fik gravad laks til forret, som smagte virkelig godt, og frikadeller til hovedret. Der må jeg indrømme, at dem mor laver er bedre, men de var langt over middel. Til dessert fik jeg noget æble-marcipan-is halløj, der absolut intet havde med Danmark at gøre.

Prisen for det hele var i overkanten. Tror faktisk det var over kanten. Det skal jeg lige have fundet ud af, hvordan jeg kringler i expence systemet. Det var over dobbelt så meget, som jeg normalt betaler for aftensmad. Men det var under alle omstændigheder en oplevelse værd. Og så var det jo min sidste aften i London.