Søren Hansen den 05 jun 2009 15:03
Tronfølgedebat
Som nævnt i mit tidligere blog indlæg Favorisering af den førstefødte, så stemmer jeg nej til den nye tronfølgelov på søndag. Det gør jeg af følgende årsager:
- Jeg mener, at yngre burde have lige ret til arven som den ældre. Ved den nye lov vil den ældre altid arve, mens det ved den nuværende lov nogle gange kan være den yngre der arver. Således er der tale om en forringelse.
- Ændringen der foretages er for mig uklar. Jurister har godt nok sagt god for metoden, men når det drejer sig om Grundloven, så mener jeg principielt, at det der ændres skal være klart og præcist. I sin enkelthed handler det om, at teksten i paragraf 2 i Grundloven:
- “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.”
Denne tekst ændres ikke i lovforslaget – vi ændrer blot Tronfølgeloven. Jeg mener, at man burde være helt klare her, og ændre teksten i Grundloven til:
- “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 med ændringer af 24. februar 2009 fastsatte regler.”
Eller en lignende ændring, så det ikke er til at tage fejl af fremover.
- Kampagnen Statsministeriet har lavet for at få os til at stemme til tronfølgevalget er ikke neutral, som en kampagne bør være, når den kommer fra regeringen. I stedet for en ligestillingskampagne, burde kampagnen være neutral og faktuel.
- Normalt er jeg ikke tilhænger af KU. Men jeg mener, at det er et demokratisk problem, at de ikke har kunnet få penge til en nej-kampagne. Det nytter ikke noget, at det kun er den ene side af en sag, der får taleret.
- Jeg mener egentlig, at vi burde have en rigtig grundlovsrevision. Denne afstemning sætter efter min mening en stopper for den process
Men vigtigere er, hvilke grunde jeg IKKE har for at stemme nej. For når nu den nye tronfølgelov ikke bliver stemt hjem på søndag, vil diverse medier, politikere og udenlandske organisationer med hver deres agenda med garanti prøve at pådutte mig og andre nej-sigere en holdning, som jeg i hvert fald ikke har. Så derfor:
- Jeg stemmer IKKE nej fordi jeg er imod ligestilling. Tværtimod er jeg for ligestilling – eller rettere, jeg er for, at den mest kompetente besidder en stilling, uanset køn. Dette gælder også i kongehuset. Og den mest kompetente er ikke nødvendigvis hverken af hankøn eller førstefødt. Denne afstemning handler ikke om, om vi er for eller imod ligestilling.
- Jeg stemmer IKKE nej fordi jeg er imod kongehuset. Jeg er i overvejende grad royalist, og har også i flere sammenhænge argumenteret for, at kongehuset er en fordel fremfor en valgt præsident. Denne afstemning handler ikke om, om vi er for eller imod monakiet.
Men lad os nu se, hvad resultatet bliver på søndag. Uanset hvad, har afstemningen ikke den store værdi lige foreløbig.