Feed on Posts or Comments

Monthly Archivejuni 2009



Søren Hansen den 21 jun 2009

Zoner i offentlig transport

Når man køber billet til den offentlige transport i Københavnsområdet, skal man som bekendt købe et vist antal zoner. Antallet af zoner afhænger af, hvor langt man skal rejse i forhold til udgangspunktet. Men i realiteten er det ikke det antal zoner man køber fra A til B, men derimod retten til at rejse dette antal zoner væk fra A. Man er således nødt til at købe en rejse, der er dobbelt så lang, som man egentlig har brug for, da billetten giver en ret til at rejse det samme antal zoner den modsatte vej, som man egentlig skal.

På denne måde har trafikselskaberne i årevis kunnet skovle penge ind fra intetanende passagerer, der var nødt til at købe en billet, der dækkede dobbelt så mange zoner, som de egentlig ønskede.

Problemet har altid ligget i stemplingen af billetten. Den har man altid foretaget på start stationen, og således har man købt ret til at køre dobbelt så langt som man ønsker. Men nu med indførelsen af SMS billetten, hvor man selv vælger hvilken station man vil bruge som udgangspunkt, kan man vælge en station, der ligger midt på rejsen, og så kun købe det antal zoner der er fra denne station til start- og slutdestinationen.

Jeg har ikke testet metoden – men moralsk kan jeg intet galt se i det.

Søren Hansen den 05 jun 2009

Tronfølgedebat

Som nævnt i mit tidligere blog indlæg Favorisering af den førstefødte, så stemmer jeg nej til den nye tronfølgelov på søndag. Det gør jeg af følgende årsager:

  • Jeg mener, at yngre burde have lige ret til arven som den ældre. Ved den nye lov vil den ældre altid arve, mens det ved den nuværende lov nogle gange kan være den yngre der arver. Således er der tale om en forringelse.
  • Ændringen der foretages er for mig uklar. Jurister har godt nok sagt god for metoden, men når det drejer sig om Grundloven, så mener jeg principielt, at det der ændres skal være klart og præcist. I sin enkelthed handler det om, at teksten i paragraf 2 i Grundloven:
    • “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.”

    Denne tekst ændres ikke i lovforslaget – vi ændrer blot Tronfølgeloven. Jeg mener, at man burde være helt klare her, og ændre teksten i Grundloven til:

    • “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 med ændringer af 24. februar 2009 fastsatte regler.”

    Eller en lignende ændring, så det ikke er til at tage fejl af fremover.

  • Kampagnen Statsministeriet har lavet for at få os til at stemme til tronfølgevalget er ikke neutral, som en kampagne bør være, når den kommer fra regeringen. I stedet for en ligestillingskampagne, burde kampagnen være neutral og faktuel.
  • Normalt er jeg ikke tilhænger af KU. Men jeg mener, at det er et demokratisk problem, at de ikke har kunnet få penge til en nej-kampagne. Det nytter ikke noget, at det kun er den ene side af en sag, der får taleret.
  • Jeg mener egentlig, at vi burde have en rigtig grundlovsrevision. Denne afstemning sætter efter min mening en stopper for den process

Men vigtigere er, hvilke grunde jeg IKKE har for at stemme nej. For når nu den nye tronfølgelov ikke bliver stemt hjem på søndag, vil diverse medier, politikere og udenlandske organisationer med hver deres agenda med garanti prøve at pådutte mig og andre nej-sigere en holdning, som jeg i hvert fald ikke har. Så derfor:

  • Jeg stemmer IKKE nej fordi jeg er imod ligestilling. Tværtimod er jeg for ligestilling – eller rettere, jeg er for, at den mest kompetente besidder en stilling, uanset køn. Dette gælder også i kongehuset. Og den mest kompetente er ikke nødvendigvis hverken af hankøn eller førstefødt. Denne afstemning handler ikke om, om vi er for eller imod ligestilling.
  • Jeg stemmer IKKE nej fordi jeg er imod kongehuset. Jeg er i overvejende grad royalist, og har også i flere sammenhænge argumenteret for, at kongehuset er en fordel fremfor en valgt præsident. Denne afstemning handler ikke om, om vi er for eller imod monakiet.

Men lad os nu se, hvad resultatet bliver på søndag. Uanset hvad, har afstemningen ikke den store værdi lige foreløbig.