Monthly Archivemaj 2009
Europaforvirring
Om to uger er der valg til Europaparlamentet. Eller man burde jo sådan set skrive Europaparlamenterne eftersom de stadig holder månedligt flyttecirkus og rykker frem og tilbage imellem Strasbourg og Bruxelles. Men jeg har stadig ingen anelse om, hvor jeg skal sætte mit kryds.
Det irriterer mig grusomt, at det parlament, der har så stor indflydelse på dagligdags ting, kun bliver behandlet indgående i pressen i de sidste to uger op til valget hvert femte år. Det giver i den grad et demokratisk underskud.
Derudover er jeg træt af, at jeg absolut skal stemme på en dansker. Hey, det er et Europæisk parlament. Med den nuværende opbygning handler det bare om, at stemme på den dansker, der kan skaffe flest danske mærkesager igennem – og den strategi er jeg meget imod. Det handler i realiteten om samarbejde, men hvis som vælgere ikke har et begreb om, hvilke grupperinger, der findes i parlamentet, så har vi ikke en chance.
Kan I for eksempel fortælle mig, hvilken politisk gruppering, der i øjeblikket har flertal i parlamentet? Var spørgsmålet rettet imod Folketinget var der ingen tvivl, men jeg aner det faktisk ikke i EU sammenhæng, og har således også meget svært ved at stille de nuværende politikere til regnskab for de beslutninger de har taget.
Ja – jeg kunne naturligvis interessere mig mere for EU, og være mere opsøgende. Men jeg betragter mig faktisk som et oplyst menneske, der følger med i nyhederne – og alligevel har jeg et meget lille begreb om forholdende i Bruxelles.
Så kære presse: Kan vi i den kommende periode få en mere reelt dækning af parlamentets arbejde?
I det mindste ved jeg da, hvad jeg vil stemme til den anden afstemning.