Nogen har sikkert bemærket, at jeg igen er blevet særdeles inaktiv på min blog. Jeg skal åbenbart mindes om, at jeg skal skrive noget på den, for ellers sker der ingenting. Den sidste halvanden måneds tid har jeg arbejdet i Oslo tre dage om ugen. Det giver en del rejseaktivitet, men det er jeg jo snart vant til.

Det specielle ved denne del af Udlandet er dog, at jeg faktisk nogenlunde kan forstå det lokale sprog – og at de også nogenlunde kan forstå mig. De nikker i hvert forstående når jeg snakker til dem, og de svarer ikke altid helt ude af kontekst. Men man skal også passe på med denne nordiske forståelse. Den anden dag deltog jeg for eksempel i et kundemøde, hvor alle bortset fra mig var nordmænd. Høflig som jeg er (og man er vel høflig som konsulent) insisterer jeg ikke på at snakke engelsk (jeg foreslår det ikke engang), men vælger at deltage på norsk med den konsekvens, at de får lov at plabre løs, og jeg må stå af løbet uden egentlig at have fået det ud af mødet jeg skulle.

Man skal dog passe på med norsk. Der er fælder! Hvis de siger til dig, at du skal forberede dig til et møde efter frokost i morgen, skal du ikke regne med, at kunne bruge i morgen formiddag på at forberede dig. Norsk frokost betyder morgenmad, og når nordmændene skal have frokost, så går de til lunsj. Og der er andre: Hvis du har gjort et greit job, så har det ikke samme betydning som det engelske great. Men nærmere godkendt og så ikke mere. Man ved ikke om man skal grine eller græde (grine betyder i øvrigt græde på norsk).

Til gengæld behøver man ikke være helt så påpasselig med tallene. Du kan sagtens sige toogfyrre – de vil bare betragte dig som lidt gammeldags. Men kommer du over halvtreds skal du regne med at bruge femti, seksti etc. På det punkt har svenskerne det langt værre med dansk – de står af allerede når vi når tyve – og så er der i øvrigt en god chance for at syv misforståes med tyve. Men ok, med kendskab til tal på forskellige sprog må jeg indrømme, at danske tal har den mest tåbelige opbygning. Det er værre end fransk, og det siger ikke så lidt. Til gengæld overraskede jeg en nordmand den anden dag, da jeg fortalte ham, at når jeg siger syvtifem, så er det ikke korrekt dansk. Eftersom han havde hørt danskere sige sådan, havde han gået ud fra, at der var to forskellige måder at sige tal på på dansk.