Søren-Hansen.dk

Nu hvor julen er ovre synes jeg, at det må være på tide, at der kommer en anmeldelse af årets finansjulekalender, der troligt er blevet dækket af samtlige danske medier, og som har fået langt flere overskrifter end børnenes ulandskalender. Jeg taler naturligvis om dokumentardramaet om Stein Baggers jul. Denne helt nye form for drama i dansk tv og aviser, hvor vi ser den samme historie udfolde sig i alle medierne på samme tid, således at vi som tilskuere får den maksimale fornemmelse af realisme i historien. En historie, der i den grad har redefineret begrebet “julekalender” i den danske presse.

Det hele startede så lovende ud den 1. december, hvor nyheden om, at IT-factory var gået konkurs blev kendt. Det var ikke et hvilket som helst IT-firma vi havde at gøre med her. Var det samme sket for Skype, Jubii eller IBM havde overskrifterne ikke været nær så store, men denne sag trak omgående spor ud til celebrities som den nykårne investeringsspekulant Finn Nørbygård og cykelkongen Bjarne Riis.

Allerede dagen efter bliver Hells Angels involveret i sagen. Vi har rå vold, og vi har bedrageri for adskillige skæpper gulddukater. Og fra starten er der naturligvis også blevet udpeget en mystisk skurk, som helt er forsvundet. Det er Stein Bagger, der uden at sige et ord, har forladt kone og to børn i Dubai. Selv med hjælp fra kongen af Dubai, er det ikke lykkedes nogen, at finde ud af hvor han dog er taget hen. Skal det mon nogensinde blive jul hos familien Bagger?

Den, der står tilbage i historien, er partneren Asger Jensby, der i bedste stil vasker hænder i Jens Olaf Jersils håndvask. Et enestående eksempel på en rolle, der så afgørende ændrer karakter mens handlingen folder sig ud, fra at være den uvidende partner, til måske at være den store onde bagmand, der vil forhindre julen i at komme til 2900 Happiness.

Historien folder sig således hurtigt ud i starten, og allerede efter en uge kommer den overraskende drejning, hvor hovedpersonen selv melder sig på en politistation for hjemløse i filmbyernes by Los Angeles. Parkerende i det fattige kvarter i en Audi, og vader ind på stationen i Armani jakkesæt og Rolex ur. Kan det gøres større?

Således fortsætter julekalenderen med nye daglige indslag, selvom der dog nogengange er lidt dødvande i historien i løbet af december. Men det er nu vist meget almindeligt for julekalendere. Lige indtil den 23. december, hvor Stein Bagger slås ned i fængslet holdes spændingen om den lykkelige jul i hævd. Og hvad sker der så?

Ingenting. Det hele ender den 24. december uden forløsning på noget som helst. Politi og presse er åbenbart taget en dag for tidligt på juleferie, og har fuldstændigt glemt at få knyttet alle de løse ender i julekalenden sammen, inden familien Danmark tager hinanden i hænderne og synger “Højt fra træets grønne top”.

Jeg vil tro, at der fra forfatternes side er tale om en helt ny kunstnerisk stil i julekalendere, hvor man i stedet for at servere afslutningen på et sølvfad for os tilskuere, overlader det til os selv, at forestille os den lykkelige afslutning på historien, hvor Stein Bagger på snedig vis slipper for at skulle betale sin vægt i guld til de onde bagmænd, der vil aflyse julen. Ét er i hvert fald sikkert: Denne form for realismebaseret julekalender er kommet for at blive, og jeg glæder mig allerede nu til at se 2′eren til næste år.

Det er nu den søde juletid, hvor vi sidder sammen med familien og smæsker i os med gås, rødkål, brunede kartofler, grønkål, medister og alskens herligheder og giver hinanden gaver. Det er nok gået op for de fleste nu. I denne tid skal vi også huske på de fattige. For dem det er svært at komme igennem julen, for dem der ikke har råd. Jeg har derfor i dag gjort noget totalt utraditionelt: Jeg har givet penge til et godgørende formål.

Jeg er normalt en person, som ikke lige er hjemme, når der om søndagen samles ind til Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors og andre gode organisationer. Mest af alt fordi jeg aldrig ejer kontanter – og disse indsamlere tager ikke dankort.

Jeg har i dag doneret et mindre beløb til Wikimedia Foundation. Dem der står bag Wikipedia. Se det mener jeg jo, er et godt formål, og pengene går til nogen, der virkelig har brug for dem, og som har fortjent dem. Faktisk er 200 kr. ret lidt i forhold til, hvad man egentlig får, med et kæmpe opslagsværk af nyttig viden. Derfor vil jeg også lade opfordringen gå videre til andre om at donere en smule, så vi fortsat kan have dette sted at opsøge nyttig (og unyttig) information.

Hvad har Dreisler i Tårnhøjcenteret i Aalborg tilfælles med supermarkedet i Amsterdam Schipol Lufthavn samt en lille kiosk man finder på sydsiden af Themsen når man er på vej op på Tower Bridge? Måske synes du dette spørgsmål er en smule svært, og jeg må også indrømme, at det er lidt tricky. Specielt fordi supermarkedet i Schipol ikke længere er med i samme fællesskab.

Svaret på ovenstående spørgsmål er, at disse butikker er de eneste jeg har fundet, som sælger cheddar ost i små plastikindpakkede skiver, som er perfekte når man skal lave en god hjemmelavet burger. Og Schipol har meldt sig ud af kampen efter at jeg for fire uger siden opkøbte deres fulde varelager (dvs. to pakker). Siden har jeg ikke kunnet finde produktet i butikken. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved, om Dreisler længere fører produktet siden jeg ikke har været i Tårnhøjcentret i tre år.

Nu synes jeg jo, at det er lidt underligt, at skulle rejse så langt for at finde en forpulet billigost i plastik. Det må da blive forhandlet i københavnsområdet et sted. Er der nogen der ved hvor?