Søren Hansen den 02 okt 2007 20:36
Hjemme igen
Efter en lang rejse sidder jeg nu igen med fødderne på dansk grund i Føns, hvor mine forældre bor. Vi kørte ud til Washington Dulles Airport i går kl. 14 amerikansk tid, og der var ingen kø ved check-in, så det var nemt og hurtigt klaret. Så vi kunne sagtens tage en kop kaffe og en cheesecake i afgangshallen inden vi sagde farvel til Peter. Da vi kom hen til security var der dog lang kø, som vi nok burde have været opmærksomme på tidligere. Vi var dog heldige med det tidspunkt vi stillede os i køen, for fem minutter senere var den dobbelt så lang. Vi kom således lidt sent til flyet, men det positive var, at så kunne vi gå direkte ombord.
Flyet var kun halvt fyldt, så jeg nåede at score mig en række med tre pladser, så jeg kunne ligge ned og prøve at få lidt søvn undervejs tilbage. Jeg er ikke helt sikker på at det lykkedes. Da vi ankom til København kunne jeg konstatere, at de ikke havde behandlet min store kuffert så pænt under rejsen. Faktisk var den smadret nok til, at SAS på stedet gav mig en ny, og i øvrigt både større og meget bedre kuffert. Der var heldigvis kun snavset tøj i den ødelagte kuffert (og så nogle ting Joakim ville have med hjem fra USA, som jeg ikke lige har checket status på) så der er ikke sket den store skade.
Det var egentlig meningen, at vi ville have taget metroen fra lufthavnen hjem til mig på Frederiksberg, men da vi stod i ankomsthallen var vi nu mere klar til en taxa. Vi havde også de store kufferter at slæbe på, som nok ikke ville være praktiske i metroen midt i myldretiden kl. 8 om morgenen. Vel hjemme på Frederiksberg fyldte vi min bil op med kufferter og fortsatte til Fyn, og nu forsøger jeg blot at holde mig vågen længe nok til at kunne komme i seng på et nogenlunde normalt dansk tidspunkt, så jeg kan få genoprettet den rigtige dagsrytme.