Søren Hansen den 26 sep 2007 12:53
Gettysburg
I går kørte vi halvanden times tid imod nord til Gettysburg. Det er et område fyldt med mindesmærker fra slaget ved Gettysburg i 1863. Vi startede med at tage ind og spise noget frokost da vi kom. Det var noget helt traditionelt amerikansk mad i en buffet. Ingen burger eller friturestegte pommes fritter her. Derefter gik vi ovenpå i restauranten, hvor vi fik en rigtig historieforelæsning i slagets gang, inden vi tog med en bustur ud i landskabet og så alle mindesmærkerne for de forskellige faldne batterier fra forskellige stater.
Det mindede i høj grad om Dybøl Mølle. Der var bare mange flere mindesmærker, mange flere kanoner, og så var området en hel del større. Selvom vi fik hele slagets gang forklaret kunne det stadig godt være lidt svært at følge med i, men så er det heldigt, at naturen man kører rundt i også er utrolig smuk. Det var en varm dag i går – over 30 grader, og vi sad oppe i toppen af den åbne bus lige i solen. Men det var faktisk det bedste sted at være, for nedenunder var der ingen air condition, og oppe hvor vi sad luftede det i det mindste. Bagefter måtte vi dog ind og have noget at drikke.