Søren-Hansen.dk

Om meget få dage slår BSD-DK og DKUUG op for dørene for EuroBSDCon i København. Efter sigende skulle det danske BSD-samfund være et af de mest aktive i Europa, og derfor er det også her vi i år afholder denne internationale konference.

I dag havde vi generalforsamling i BSD-DK. Foreningen har 567 medlemmer. Dette er personer, der har tilmeldt sig announce mailinglisten fra BSD-DK. Der var 6 fremmødte til generalforsamlingen. 6!

Til et almindelig happy hacking arrangement har vi flere gange kunne samle 15-20 personer. Hvordan kan det så være, at en generalforsamling, der i øvrigt inkluderer en happy hacking, ikke kan samle mere end godt 1% af foreningens medlemmer. Man føler sig godt til grin.

Selvom vi var få var vi alligevel nok til rent faktisk at danne en bestyrelse, da en sådan blot kræver 5 medlemmer. Men det var tæt på, at vi måtte indkalde til ekstraordinær generalforsamling med nedlæggelse af foreningen som punkt på dagsordenen. Er dette virkelig et retvisende billede på aktivitetsniveauet i BSD-samfundet i Danmark – et af de mest aktive i Europa?

Her til morgen var jeg lidt i tvivl om, om jeg ville cykle på arbejde, eller om jeg ville køre i bil. Jeg havde faktisk ikke taget beslutningen da jeg gik ud af døren, men regnede med at lade det afhænge af vejret, når jeg lige fik mærket det.

Beslutningen var dog taget af andre. Da jeg kommer til bilen kan jeg konstatere, at nogen i løbet af natten har smadret sideruden og nappet GPSen fra handskerummet. Møg hamrende irriterende, men det positive er da, at de Armani solbriller, der lå frit fremme ikke var rørt.

Politiet bad mig komme forbi Bellahøj med bilen, så det var ligesom givet, at jeg ikke skulle cykle i dag. Så fik jeg da også afprøvet, at telefonnummer 114 faktisk virker. På Bellahøj optog de en anmeldelse, og helt forventet fortalte politimanden mig, at de nok ville henlægge sagen. Han kunne konstatere, at det var udført af profesionelle, der ikke havde efterladt sig spor, så medmindre der kom ti andre bilejere fra samme vej i løbet af dagen, hvor de var kommet til at lægge spor i den ene af bilerne, så skulle jeg ikke regne med at de gjorde noget ved sagen.

Nu sidder jeg så hos mekanikeren, der selvfølgelig ikke har en rude der passer hjemme, så han starter med at sætte noget plastik på, og så må jeg komme tilbage på mandag. Surt show. Det værste er næsten, at jeg ikke rigtig kunne have undgået det, for jeg ville stadig have haft hele denne ballade, hvis jeg rent faktisk havde taget GPSen med mig ud af bilen, for det kan tyven jo ikke se, når han ser holderen i forruden, og så havde han alligevel hamret ruden ind, men dog i det mindste være blevet lidt mere skuffet.

Jeg skylder egentlig lige at følge op på mit ferieindlæg om fundamentet til havepavillonen. Jeg tog tilbage til København efter ferien med den deprimerende viden om, at vi efter mange dages arbejde kun var nået godt 10 cm over jorden.

I den forløbne uge fik min mor malet de resterende dele af pavillonen, og min far fik sat vinduer i alle delene. 66 stk, som han var nødt til at købe en sømpistol til for at kunne sætte i. Det kunne jeg til at starte med ikke se det fornuftige i, men da jeg så hvordan de lister skulle sættes fast ved siden af vinduet kunne jeg godt forstå, at det ville være enormt besværligt ved brug af en hammer.

I weekenden var jeg så hjemme og hjælpe med at få resten af pavillonen op. Faktisk havde de allerede fået sat siderne og spærene op fredag, så jeg kom lige tids nok til at deltage i rejsegildet.

Lørdag fik vi så lagt tag på, og fik ordnet de sidste detaljer som dørhåndtag, beslag og stormkroge. Nu har mine forældre en flot havepavillon med udsigt til søen nord for Føns og en dejlig udsigt ud over Føns vig og Lillebælt imod syd. Billeder af hele forløbet kan ses på min fars album.

Jeg er ligenu igang med at holde to ugers ferie. Det foregår hos mine forældre på Fyn, som i foråret bestilte en havepavillion usamlet og umalet. Den er nu blevet leveret, så jeg har måttet hjælpe dem med at sætte den op. Den ankom i onsdags, men indtil videre er vi slet ikke nået til at sætte noget af pavillionen op, for der skulle jo først lige støbes et fundament.

Inden vi endda kunne nå så langt som til at støbe, skulle vi også lige have udlagt snore (i vatter) og udgravet render til fundamentet. Bare det at få udlagt snorene viste sig at være en omfattende opgave, men efterfølgende er man dog glad for, at den opgave er blevet løst så omhyggeligt, for når først man har støbt noget i beton, er det forbandet svært at lave om på det igen.

Selve havepavillionen skal stå oppe i mine forældres have på en placering med havudsigt til to sider. Sådan et sted kan det være rimeligt blæsende, så det er derfor vigtigt med et godt fundament. Det bliver det også! Der er støbt beton ned i ni huller på 120 cm ned i jorden og rundt i ydersiden er der gravet en rende 50 cm ned i jorden, der er fyldt med beton. Jeg vil nødig se den orkan, der kan flytte det.

Jeg har i den sidste uge lært mere om cement, beton og hærdning af samme end jeg nogensinde har lært i løbet af mit ingeniør studium, og jeg tror mine arme er blevet mindst ti centimeter længere af at slæbe på al det stabilgrus, der skulle hældes i cementblanderen. Men nu ser det ud til, at vi er færdige med at støbe, og i morgen kan vi begynde bygningen af selve pavillionen.