Søren-Hansen.dk

Der er for alvor gået brohysteri i Danmark nu efter at det er ved at gå op for forskellige parter, at det nok ikke lykkes trafikministeren af få forhandlet sig frem til en Rødby-Putgarden forbindelse med tyskerne. Om han så skal betale den selv. Det er ligesom om den forbindelse har ligget som en prop i godteposen for broprojekter, da denne forbindelse jo lige skulle laves, før vi havde mulighed for at diskutere noget andet.

Men nu viser forslagene sig pludselig: En forbindelse over Kattegat fra Århus via Samsø til Kalundborg, to nye Lillebæltsbroer (så har vi både den gamle, den nye, den nyere og den nyeste), en fast forbindelse fra Gedser til Rostok, en havnetunnel i København, en bro mellem Helsingør og Helsingborg, og i den mere kuriøse ende: en Bornholmsforbindelse og en tredje Limfjordsforbindelse. Intet ondt om nogle af disse bro- og tunnelprojekter skal lyde fra min pen. Lad mig slå det fast: Jeg kan godt lide broer.

Problemet med alle disse projekter er, at de er temmelig store. Og hvis man skal starte forfra hver gang man begynder udførelsen af et projekt, kan man på forhånd regne med en fordobling eller tredobling af det oprindelige budget, som i forvejen kan sammenlignes med det danske bruttonationalprodukt. At starte sådan noget op kræver virkelig drømme og visioner, som helst skal dække over mere end blot frisk mælk til københavnerne. Og det er absolut ikke nok med en enkelt trafikministers lyst til i fremtiden at kunne sige: »Se, jeg byggede også en bro!«

Dengang man byggede Øresundsforbindelsen gjorde man noget vildt genialt. Bevares, projektet var ikke det nemmeste at få gennemført, da det også krævede signaturer fra svensktalende miljønidkære politikere. Men det geniale bestod i, at man byggede broen i slipstrømmen på den netop gennemførte Storebæltsforbindelse, så en masse erfaring fra bygningen af det ene projekt blev bibeholdt og udnyttet ved bygningen af det næste. Så vidt jeg husker blev Øresundsforbindelsen færdig til tiden og uden nævneværdige budgetoverskridelser.

Hvorfor så absolut angribe broforbindelser som enkelte projekter? Jeg er helt sikker på, at man med en smule agile tankegang ville kunne nå meget længere for de samme penge. I bedste SCRUM stil ville jeg i stedet ansætte et fast, fornuftigt dimensioneret byggesjak til at bygge broer. Det er så politikernes (eller vejdirektoratets) opgave hele tiden at vedligeholde en prioriteret liste over broer, man gerne vil have bygget (en backlog), således at byggesjakket til enhver tid har noget at lave, og kan arbejde i fred.

Byggesjakket spiser sig således ind øverst fra listen. Når de har bygget en bro går de videre til næste bro. Viden i sjakket akkumuleres og efter en to-tre broer eller så, kan de pludselig bygges til en langt billigere pris og på den halve tid, og på et eller andet tidspunkt får selv de mest ambisiøse konservative politikere svært ved at finde på relevante forbindelser at putte på listen. Så langt er vi tydeligvis ikke nået endnu, og skulle vi nå så langt, kan vi vel altid eksportere ideen.

Er du skeptisk? Jeg tror det vil virke.

Indtil for 3 ugers tid siden var den nyeste version af Xorg i ports på FreeBSD stadig den gamle umodulariserede version 6.9. I rigtig lang tid, har jeg siddet og fulgt med i, at der var et enormt arbejde igang med at få porteret og testet samtlige ports, der var afhængige af Xorg på den ene eller anden måde, til også at kunne virke med det nye framework, som blev startet med 7.0. Sålænge vi stadig brugte 6.9, sålænge ville vi ikke kunne forvente nogen reel udvikling, performance forbedringer i grafik acceleration etc. Alle Linux distributioner jeg kender til er for længst skiftet, og selv OpenBSD har fået 7.2 ind. Jeg anerkender til gengæld også, at det er et umådeligt stort arbejde, der skulle gøres, specielt taget i betragtning af den mængde af ports, der finde i FreeBSD.

Stor var min glæde da også, da commit beskeden endelig dukkede op. Jeg begyndte straks at køre portupgrade. Desværre var de færreste programmer prækompileret, så det tog mig godt 10 dage. Og jeg kom ikke igennem, men kom til at slukke min laptop. Men umiddelbart ser det hele ud til at virke. Jeg skulle lige genkompilere nvidia-driveren en ekstra gang, før videoafspilning ville virke uden at crashe Xorg.

På bundlinjen har jeg nu et system, som virker nøjagtig lige så godt, som det gjorde før. Xorg bruger måske en smule mindre CPU-tid, men ikke noget mærkbart. Men nu kommer det sjove: Jeg skulle da også prøve beryl eller compiz, og set om det er så fedt. Jeg er ikke sikker på, at jeg har fundet ud af at få startet beryl ordentligt endnu. Alle guides jeg har fundet forklarer dybt alt det åbentlyse om, hvordan det skal installeres, men når det skal eksekveringen springes der flot henover.

Det er lykkedes mig at få begge window managere startet, men aldrig rigtig fået dem til at fungere stabil. Og jeg har i hvert fald ikke oplevet, at de var behagelige, og udnyttede grafikkortet på nogen måde. En forklaring til BSD brugere med nvidia kort søges derfor. Men mon ikke sådan noget kommer.