Søren-Hansen.dk

Ja, i dag fik jeg så lov til at betale en dummebøde til en låsesmed. Det var solskin og rimeligt varmt, så jeg valgte at gå udenfor iført shorts og t-shirt. Og ingen jakke. Nøglerne til lejligheden ligger så normalt i min jakkelomme, men det huskede jeg jo først i det øjeblik jeg hørte låsen smække.

Men så kunne jeg i det mindste få underholdning ud af at se låsesmeden kæmpe med min lås. Det lykkedes ham faktisk ikke at banke den op efter at have stået og banket på den i 10 minutter, men så havde han heldigvis andre kneb i ærmet. Hele underholdningssceancen kostede den nette sum af 590 kr.
Ting jeg skal have ordnet hurtigst muligt:

• Undersøgt om min lås kan opsættes til ikke at smække. Jeg har intet problem med lige at skulle huske at låse når jeg går. Det er jeg alligevel vant til. Jeg er dog ikke sikker på at det overhovedet kan lade sig gøre.
• Have placeret en ekstranøgle udenfor min lejlighed. Dette har jeg haft før, men i dag havde jeg naturligvis ikke. Heri ligger den virkelige fejltagelse, for det er helt sikkert, at jeg vil låse mig ude igen på et tidspunkt. Murphys lov gælder stadig.

Så nu glæder jeg mig bare over, at solen stadig skinner.

Så havde jeg min sidste aften i London, så jeg tænkte jeg lige ville gøre lidt specielt ud af den. Så jeg tænkte jeg ville prøve at besøge en dansk restaurant her i byen. Mest for at se, hvordan dansk mad egentlig bliver repræsenteret i udlandet, men jeg må også indrømme, at jeg efter halvanden måned med stegt bacon til morgenmad, sandwiches til frokost og klassisk restaurant mad til aftensmad godt kunne tænke mig at prøve noget lidt anderledes.

Så jeg tog ind på Lundum’s, der ligger tæt på både South Kensington og Gloucester Road undergrundsstationer. Jeg havde reserveret bord i forvejen, så hvis jeg ville forsøge at skjule min nationalitet, så blev det omgående afsløret da jeg præsenterede mit navn for tjeneren. Han slog i hvert fald omgående over i dansk, da jeg havde sagt »Søren Hansen«.

Men hvor er det dog befriende med tjenere, der taler dansk til een. Ikke fordi jeg ikke forstår de engelsktalende tjenere, men der er bare noget meget mere uformelt, når man kan snakke dansk. For eksempelt er det vidunderligt ikke konstant at blive kaldt »Sir«.

Lokalerne var dejligt indbydende. Noget af det bedste jeg har oplevet herovre, og der var stort set ikke andre end mig i restauranten, så der var også rigtig hurtig betjening. Jeg fik gravad laks til forret, som smagte virkelig godt, og frikadeller til hovedret. Der må jeg indrømme, at dem mor laver er bedre, men de var langt over middel. Til dessert fik jeg noget æble-marcipan-is halløj, der absolut intet havde med Danmark at gøre.

Prisen for det hele var i overkanten. Tror faktisk det var over kanten. Det skal jeg lige have fundet ud af, hvordan jeg kringler i expence systemet. Det var over dobbelt så meget, som jeg normalt betaler for aftensmad. Men det var under alle omstændigheder en oplevelse værd. Og så var det jo min sidste aften i London.

Så er det min sidste uge i London. Projektet går planmæssigt. Nærmest før planen, hvilket er ret underligt. Vi har fået vist det vi skulle vise, og det lader også til at kunden er godt tilfreds, så alt er jo godt. Jeg har nu fundet det hotel, jeg burde have fundet fra starten. Det er et rimeligt stort hotel, men det er også godt. Der er god service minded på business, og hotellet ligger godt placeret.

Som en lille bonus er der også en ret god udsigt fra hotelværelset. Jeg tog med mit usle kamera i telefonen billedet, der ses til højre fra hotelværelset.