Feed on Posts or Comments

Søren Hansen den 29 apr 2007 18:53

SAS strejke

Det er da bare helt vidunderligt at sidde i London, og samtidig læse i netaviserne, at SAS’ kabinepersonale strejker. Specielt i betragtning af, at mine billetter var til et SAS fly, og at jeg ydermere var blevet nødt til at fremrykke min hjemrejsedato fra om fredagen til torsdag aften, da jeg skulle på arbejde i Danmark om fredagen.

Det værste var næsten, at det fra starten af nærmest stod klart, at mit fly ville blive aflyst. Der var bare ikke rigtig noget at gøre ved situationen, før SAS rent faktisk fik taget sig sammen til officielt at aflyse afgangen. Så jeg tog på arbejde med min kuffert torsdag morgen og checkede ud fra hotellet uden reelt at have nogen anelse om, hvordan jeg skulle komme hjem. Først ved middagstid fik SAS taget sig sammen til også at aflyse min afgang, og på det tidspunkt gjorde jeg noget dumt: Jeg valgte at ombooke til en anden afgang fra Heathrow, som SAS fortsat ville forsøge  at gennemføre. Da de et par timer senere også aflyste den afgang, stod jeg således bagerst i køen hos de andre flyselskaber med afgange til København.

Det bedste bud på at komme hjem torsdag aften var at flyve fra Heathrow til Göteborg med transfer i Amsterdam og så leje en bil i Göteborg og køre til København. Ikke ligefrem en tiltalende mulighed, men jeg bad faktisk om at få booket denne tur, mens der blev søgt efter andre muligheder. Der var dog også plads på business class på et British Airways fly, der afgik fredag morgen kl. 7 fra Heathrow. Det blev så mit endelige valg.

Jeg overnattede så på et hotel i Heathrow, som havde den bedste menu på aftenbordet jeg endnu har fået. Det var buffet, så jeg skulle ikke vente på maden, og blandt mulighederne i buffeten var: Flæskesteg med spød svær!!! Og den smagte lige som en flæskesteg med sprød svær skal smage. Det troede jeg ikke jeg skulle opleve udenfor dansk territorium.

Om morgenen skulle jeg op kl. 4.40, eftersom mit fly afgik kl. 7 fra Heathrow, og jeg naturligvis også skulle bruge tid på at checke ind og igennem security. Dette var dog overstået på under 10 minutter!! Så jeg havde rigeligt tid til at nyde morgenbuffeten i British Airways business lounge.

Oprindeligt var det meningen, at jeg skulle have været på arbejde i Danmark kl. 9. Jeg var der først kl. 11, og bortset fra at jeg havde en ret lang dag, og der var usikkerhedsmomentet og en noget længere rejsetid, havde SAS’ strejke ikke så store konsekvenser i sidste ende. Jeg fik jo også nogle nye oplevelser.

Š

Trackback This Post | Subscribe to the comments through RSS Feed

Leave a Reply