Teknik Søren Hansen den 08 feb 2007 22:57
Taskforce piveri
Suk! Til aften gjorde jeg den store fejl, at jeg indløste nogle af mine surt betalte licenspenge på at se DR1s forbrugerprogram Taskforce. Et program som finder stakkels sageløse forbrugere, der er blevet taget ved narre af de store onde kapitalistiske virksomheder. I aften var disse virksomheder internetleverandørerne.
Taskforces lidet teknisk kyndige journalist havde besøgt en forbruger, der havde en 1024kbit/s ADSL linje hos Tele2. Sammen udførte de et forsøg, hvor de ville finde ud af, hvor hurtigt de kunne downloade fra internettet. Resultatet var, at de kun kunne komme op på omkring 850kbit/s. Altså kun 83% af den lovede hastighed. SKANDALE!
Situationen blev sammenlignet med kun at modtage 80% af en bil, når man købte den, og DR illustrerede situationen ved at lade nogle bagerjomfruer skære et stykke af alt det brød de solgte i butikken, inden brødet blev givet til kunderne. (Jeg vil i øvrigt mene, at bil eksemplet er et ret dårligt valg, eftersom vi med en afgift på 180% i Danmark får langt mindre bil for pengene, end den gode forbrugers internethastighed reduceres.)
Problemet er blot, at man ikke kan regne på den måde som DR regner. Jeg forstår lige pludselig meget bedre, hvordan deres budgetter på DR-BYEN er skredet. Man skal regne det hele med. Hvis en fil på 128 kilobyte = 1024 kilobit skal transmitteres over en linje, der kan transmittere 1024 kilobit/s, bliver resultatet ikke at det kan gøres på 1 sekund. Den skal typisk pakkes ind flere gange, før den kan sendes. Sendes den f.eks. over HTTP protokollen, skal dette overhead af data lige lægges til. Derudover kommer ekstra data fra TCP protokollen, IP protokollen og til sidst PPPoA. Dette data er ikke en del af den oprindelige fil, men man kan ikke undgå det, hvis man rent faktisk ønsker, at data når frem uden fejl.
Når ADSL modemet således skal transmittere filen på 1024 kilobit, skal det også transmittere HTTP, TCP, IP og PPPoA information. Det er ikke unormalt, at dette overhead udgør omkring 20%. Det væsentlige her er dog, at dette rent faktisk er information, som internetleverandøren transmitterer. Som udgangspunkt snyder de altså ikke, når de lover 1024 kbit/s.
I stedet for at sammenligne med en bagerbutik, vil jeg sammenligne med postvæsenet, som også sender information. Skal man sende et brev, er det væsentlige det papir brevet står på. Det skal dog også puttes i en konvolut, der skal skrives adresse på, og der skal frimærke på konvolutten. Og Post Danmark tillader sig at veje hele mollevitten, når de skal finde ud af hvad det koster, og ikke kun papiret inden i konvolutten. Set fra forbrugerens synsvinkel er det kun papiret, der transmiteres, men for postvæsenet er det naturligvis det hele. Det samme gør sig gældende for internetleverandører.
on 10 feb 2007 at 01:31 1.Thomas Ledet
said …
Faktisk er det jo så ikke kun konvolutten, der er “nødvendigt overhead” for at brevet kan nå frem. Selve papiret som brevet er skrevet på er vel også overflødigt, eftersom at det vel er informationen i brevet, der er den vigtige, og ikke hverken papiret, den er skrevet på, eller konvolutten som papiret efterfølgende er pakket ind i.
Jeg er med andre ord fuldstændig enig – det var godtnok ret søgt. Et stk. skandale under opsejling. En omgang research, der viste, at sagen ikke havde noget på sig. Og en deadline, der desværre var kommet så tæt på, at de var nødt til at bruge indslaget alligevel. I næste uge burde Task Force undersøge, om det kan være rimeligt, at der skal bruges licenspenge på den slags juks – seerne bliver i hvert fald snydt.