Lige siden jeg lavede frameworket til min forrige hjemmeside, har jeg haft i sinde at benytte et etableret content management til opgaven i stedet. Mine behov er ikke meget forskellige i forhold til så mange andres, og den ekstra funktionalitet jeg ville ønske kunne jeg så passende bygge ind i det etablerede CMS fremfor at opfinde hele den dybe tallerken selv.

Men hvad får mig så til at skifte netop nu?

Primært ønsker jeg også at have en blog på siden. Herregud, sådan en er da nem at kode selv, men det er nu rart at have et etableret administrationsinterface, som man ikke selv behøver at vedligeholde. Jeg har derfor valgt at flytte hele min webside over til WordPress.

Hvorfor nu en blog?

Jeg har i løbet af det sidste årstid ærgret mig over, at jeg ikke havde et sted, hvor jeg kunne skrive om alle de ting, der skete omkring mig. Jeg er flyttet til Frederiksberg fra Nordjylland, og er derfor oftere sammen med andre venner, og nordjyske venskaber passes ikke nær så godt som tidligere. Jeg har fået nyt arbejde med nye udfordringer og oplevelser. Det har været en vidunderlig sommer. Jeg har lige været i Hamburg en weekend til svømmestævne med min gamle svømmeklub, og for en uge siden var jeg til EuroBSDCon i Milano. Alt sammen noget jeg gerne ville have berettet om, og som det ville være sjovt at kunne læse for mig selv senere.

Om kort tid begynder jeg en pendlertilværelse imellem København og München. Jeg kommer til at føle det tyske arbejdsmarked på egen krop, og undgår nok heller ikke, at bruge mit tysk, som ellers har ligget på en støvet hylde siden folkeskolen.

Der skal således nok være rigeligt at berette om i en blog. Jeg skal bare huske at bruge den. Jeg håber, at alt det væsentlige fra min gamle hjemmeside er blevet flyttet over. Hvis du mangler noget, så giv mig lige et prik, men det kan også være, at jeg bevist har skrottet det.